Her kommer snart vores nye hjemmeside og I kan løbende holde øje med i opbygningen af den, lige nu er der en masser af sider som mangler indhold og flotte billeder. Men der kommer meget snart en rigtig fin hjemmeside med alt om vores flyveskole. Lars Jensen – 22 August 2024
————————————————————————————————————————————————————
NYT! Nyt hold starter 9. september. Vi holder informationsmøder torsdag den 29. august og tirsdag den 3. september
Alle er velkomne til at komme og høre mere om uddannelsen til pilot på vores informationsmøder på Randers Flyveplads torsdag den 29. august eller tirsdag den 3. september kl. 18.30
Der kan I få alt at vide om hvordan uddannelsen foregår og hvad man kan bruge den til når man har fået sit certifikat.
Vores teorihold start mandag den 9. september som et kombineret online- og tilstedeværelses-kursus. Man skal gennem 9 teorifag i løbet af efteråret og vinteren som hver afsluttes med en eksamen hos Trafikstyrelsen. Når de 9 fag er bestået, kan man starte på den praktiske uddannelse som består af enten 45 timer til Private Pilots License (PPL) eller 30 timer til et Light Aircraft Pilots License (LAPL).
Lidt om PPL og LAPL
Vi tilbyder både Private Pilots License (PPL) med 45 timers flyveundervisning eller et Light Aircraft Pilots License (LAPL) med 30 timers flyveundervisning. Teorien er den samme. Forskellen ligger i hvilke flytyper du må flyve og hvilke lande du må flyve til.
Private Pilots License (PPL) er det oprindelige certifikat til privatpiloter og give dig ret til at flyve i hele verden med fly op til 5.700 kg og 19 passagerer. Du skal have mindst 45 timers flyveundervisning og bestå en flyveprøve (Skill Test) med en examiner.
Light Aircraft Pilots License (LAPL) er et europæisk certifikat defineret af EU. Det giver dig ret til at flyve i EU (plus Norge og Schweitz) med fly op til 2.000 kg og maksimum 3 passagerer. Langt de fleste mindre fly kan flyves med et LAPL certifikat. Du skal have mindst 30 timers flyveundervisning og bestå en flyveprøve (Skill Test) med en examiner.
Lidt om Radiocertifikat
Du skal også lære at tale i radio med flyvelederne. Radiocertifikatet kan tages enten på dansk eller engelsk. Med et engelsk radiocertifikat vil du også kunne flyve uden for Danmarks grænser.
Lidt om helbredskrav
Man skal til en helbredsundersøgelse og have udstedet en helbredsattest hos en flyvelæge inden man kan få sit certifikat. VI anbefaler at man kommer til undersøgelsen i begyndelsen af sin uddannelse inden man har investeret alt for mange penge.
Helbredskravene til LAPL er lidt lempeligere end til PPL, men generelt vil de færreste have noget problem med at få helbredsattesten.
Lidt om økonomi
Lang den største udgift ved uddannelsen er de mindst 30 (LAPL) eller 45 (PPL) flyvetimer med instruktør, men der er også en lang række andre udgifter som gør, at uddannelsen løber op imellem 95.000 og 130.000 kr (2024 tal). Mange af udgifterne går til helbredsundersøgelse, teoriprøver og radiocertifikatprøver hos trafikstyrelsen samt til den examiner der holder den afsluttende flyveprøve (Skill test)
Du kan finde vores overslag her: http://www.oestjyskflyveskole.dk/priser
Bemærk også at 30 henholdsvis 45 timers flyveundervisning er absolut minimum. Nogen kan godt have brug for et par ekstra timer.
Lidt om hvad du kan bruge dit certifikat til
Når du har bestået flyveprøven og modtaget dit certifikat fra Trafikstyrelsen, er du klar til at flyve selv og tage din familie og dine venner med på oplevelser. F.eks. er der landingsbare på mange af de danske øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Du kan også flyve til Roskilde som er Københavns lufthavn for private fly og bruge en dag i hovedstaden eller tage en tur til Bornholm.
Hvis du har taget engelsk radiocertifikat er der masser af muligheder i Norge, Sverige og Tyskland. Med et LAPL kan du flyve til alle lande i EU (plus Norge og Schweitz) og med et PPL kan du også flyve til andre lande, f.eks. Storbritannien.
Randers Flyveklub har fly du kan leje. En anden mulighed er at købe sit eget fly, eller gå sammen med andre om at eje et fly. Der er flere fly-grupper på Randers Flyveplads der gerne vil have flere piloter med.
Kontakt: flyveskole@randersflyveklub.dk